Klinik for psykoterapi og hypnose - siden 1987

Lev optimalt - Stress

Manglende eller nedsat livskvalitet kan som bekendt skyldes mange forskelligartede faktorer, men ét er årsagen, et andet hvordan man anskuer sin livssituation. Er flasken halvtom eller halvfuld? Er en ny livssituation en begrænsning eller en mulighed? Er andre mennesker med mig eller imod mig? Er verden ond eller god?

En negativ anskuelse påvirker selvsagt humøret, energien, hverdagen og forholdet til andre mennesker i negativ retning, og dermed er der også to måder at forbedre livskvaliteten på: 1) at ændre på omstændighederne, og 2) at ændre på ens anskuelser. Begge løsninger kan hjælpes på vej ved psykoterapi og det moderne begreb, coaching. Blandt nøgleordene i min tilgang hertil er: Motivation, overlevelsesstrategier, bedre planlægning og evnen til at sige ”nej”, når man mener ”nej!”.

Regn med 2-4 konsultationer á kr. 500,-.

 

Brugervejledning til livet

Som psykoterapeut støder man ofte på klienter, der ikke kan give et entydigt svar på, hvad der har frataget dem livsglæden. Men det sker også, at man får et klart og til tider ganske uventet svar. Sidst, jeg fik et sådant svar, lød det: ”Jeg mangler en manual til mit liv!”, og derpå tilføjede klienten: ”Jeg har instruktionsbøger til snart sagt alt i mit hjem; jeg har vedtægter til sportsklubben og den lokale brugs, og jeg har modtaget en stribe brochurer med gode råd om varedeklarationer, energibesparelser, sortering af affald, sund kost og motion. Men ingen har endnu givet mig noget skriftligt om det vigtigste af alt: Hvordan jeg skal leve livet!”.

Det var som sagt et uventet svar, men det blev det bestemt ikke mindre rigtigt af. I dag kan vi jo ikke købe så meget som en barbermaskine eller termokande uden en vejledning vedlagt - endda på flere sprog. Men fra vi forlader vores mors skød, og til bedemanden tager over, er det op til os selv at leve livet - og forhåbentlig finde lykken.

Min klients ønske om en ”manual til livet” er med andre ord meget forståelig, og derfor vil jeg gerne give mit bud på en sådan manual:

 

Brugervejledning til livet

1) Søg et formål med dit liv.

2) Find dig et arbejde, som du gerne vil bruge tid på - selv om du havde penge nok.

3) Find også en opgave, interesse eller hobby, som du virkelig brænder for.

4) Dyrk dine venner/familie og spild ikke tiden sammen med mennesker, du ikke bryder dig om.

5) Undgå skænderier og afklar snarest eventuelle hængepartier med dine medmennesker.

6) Benyt enhver lejlighed til at rose de mennesker, du møder på din vej.

7) Ønsk altid din samlever en rigtig god nat.

8) Forvent aldrig taknemmelighed fra dine børn - eller nogen anden.

9) Forøg dine indtægter eller begræns dine udgifter, indtil der er penge til overs - også sidst på måneden.

10) Tøm jævnligt dit hjem, skuffer, skabe og skrivebord for ting, du alligevel ikke bruger.

11) Undlad at udskyde ubehagelige opgaver længere end højst nødvendig.

12) Lav en ”plan B” for alvorlige hændelser så som arbejdsløshed, sygdom og dødsfald.

13) Løs dine problemer ved brug af denne model:

a) Beskriv problemet,

b) find årsagen til problemet,

c) noter de mulige løsninger ned,

d) gennemgå fordele og ulemper ved hver

løsningsmulighed,

e) vælg en løsning,

f) og før den ud i livet.

- og for helbredets skyld:

14) Check dit helbred hos lægen regelmæssigt såvel som, når du er bekymret herfor.

15) Hæv din puls mindst ½ time hver dag.

16) Spis varieret og aldrig mere, end at der stadig er plads til nok en lille portion.

17) Grin hjerteligt mindst en gang om dagen.

Følger man ovenstående leveregler, vil man efter min bedste overbevisning undgå 90 % af de problemer og bekymringer, som ellers kan koste livsglæden - og det er da en ganske god start på et godt liv.

 

Lev vel

Torben Madsen

Send til en ven

Printvenlig version af Brugervejledning til livet

 

 



 

 

 

 

Torben Madsen D.H.

 

KLINIK:

Pjentedamsgade 7B

5000 Odense C

Se på KRAK

 

Tidsbest. bedst mellem

kl. 9 og 10

Tlf. 66 11 02 11

postmaster@terapi-info.dk